Nu får Fødevarestyrelsen hug. Igen.
En ny rapport fra en uafhængig enhed under Fødevarestyrelsen kritiserer kontrollen hos de danske landmænd.
Rapporten peger på, at de kontrolbesøg hos landmænd, der skal være uanmeldte, ofte ikke er det.
Landmænd får besked op til 14 dage i forvejen og kan derfor nå at gemme ulovlig medicin og få styr på dyrevelfærden.
Stort set alle kontrolbesøg hos fjerkræproducenter har været anmeldt på forhånd – det samme har godt hver anden kontrol hos mælkeproducenter.
»Ikke i orden«
»Det er ikke i orden. Det er kun, hvis man har besøgt landmanden flere gange forgæves, at man bør ringe først. Varslede besøg giver jo en risiko for en væsentlig ringere kontrol,« siger formand Merethe Guldborg fra Fødevarekontroludvalget.
Fødevarestyrelsen har i en ny vejledning forlangt, at man ikke må ringe før uanmeldte besøg.
Nåede 99,8 procent
»Kontrollen bør være uanmeldt. Derfor gør vi det klart, at man kun undtagelsesvis må lave aftaler på forhånd,« siger direktør Anders Munk Jensen fra Fødevarestyrelsen.
Han glæder sig over, at fødevarekontrollen ifølge rapporten nåede kontrolbesøg hos 99,8 procent af alle kontrolbesøg sidste år.
»Men nu er det på tide, at man også ser på kvaliteten af kontrollerne. Det nytter jo ikke noget, at man når alle kontroller, hvis man ikke er grundig nok,« siger Merethe Guldborg.