Rengøringsassistenter over hele landet går torsdag på gaden i protest mod den årlige produktivitetsforøgelse på to procent på landets hospitaler.
Således har rengøringsassistenterne i Vejle også valgt at stille skrubbe og spand for at vise deres utilfredshed, skriver Vejle Amts Folkeblad.
- Jeg kan se, at vores medlemmer skal løbe hurtigere og hurtigere. Men grænsen er nået nu. Jeg siger ja til rene hospitaler. Og jeg er bekymret for udviklingen indenfor det danske sygehusvæsen, siger Martin Jensen, formand for 3F i Vejle og byrådsmedlem for Socialdemokratiet.
Ifølge avisen mener rengøringsassistenterne, at der nu er nået en grænse for, hvor meget der kan effektiviseres og er derfor på gaden med tre krav til regionsråds-kandidaterne:
- Drop produktivitetskravet på to procent.
- Rengøringsassistenternes arbejde skal certificeres.
- Alle personalegrupper skal tænkes ind i et sammenhængende sundhedssystem, hvor man ikke glemmer rengøringsområdet.
Regioner har reageret
Regionsrådene, som skal sikre kravet om produktiviteten, har reageret mod regeringens krav. Således har Region Midtjylland, Sjælland og Nordjylland helt afskaffet kravet, mens man stadig har kravet på medicinske afdelinger i Region Syddanmark og på udvalgte afdelinger i Region Hovedstaden.
Det årlige produktivitetskrav har eksisteret siden midten af 00'erne. Kravet betyder, at de ansatte i regionerne hvert år skal levere en større aktivitet for de samme penge.
Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil sløjfe produktivitetskravet til næste år.
- De offentlige sygehuse har siden midten af 00'erne været underlagt et årligt produktivitetskrav. Det betyder, at de hvert år skal levere en større aktivitet - flere behandlinger og undersøgelser - for de samme penge.
- Kravet har været indskrevet i de årlige økonomiaftaler mellem Danske Regioner og regeringen, som et flertal i Folketingets Finansudvalg har stemt for.
- Frem til 2006 var produktivitetskravet på 1,5 procent om året.
- Fra 2007 steg det til 2 procent om året.
- I kroner betyder et produktivitetskrav på 2 procent, at sygehusene i år skal levere en produktionsværdi på cirka 1,3 milliarder kroner mere end sidste år.
- På det private område har der været en produktivitetsfremgang på i snit 0,8 procent om året.
Kilder: FOA og Danske Regioner
UDVID