Af Christina Alfthan | chal@avisen.dk

Det er altid sjovt at kunne snage lidt i de kendtes privatliv. Men når det handler om Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig og deres sammenbragte familie, så er der ikke rigtig noget at snage i. For de lever forfærdeligt normalt og fortæller gerne om deres liv og hverdagens rutiner hjemme i villaen i Risskov.

Så det er ingen hemmelighed, at Renée Toft Simonsen var topmodel i 80"erne og levede jetsetlivet med base i New York for pludselig at droppe karrieren før tid og rejse hjem til Danmark. Her fik hun to børn med sin daværende kæreste, valgte så at blive enlig mor og flyttede til Århus, hvor hun snuppede Thomas Helmig fra hans model-kone.

Det er nu 12 år siden, og der er ikke længere meget drama over Renées privatliv. I dag er hun psykolog og forfatter, og når det er gået vildt for sig, har det været i børnebøgerne om Karla. Men nu vil Renée også skrive til voksne, og i dag debuterer hun med kvinderomanen Tirsdag formiddag .

At sige tingene højt

Med den er hun igen kommet på forsiden af aviser og ugeblade, for Renée er et taknemmeligt offer for pressen. Hun snakker. Om løst og fast, og intimsfæren er ikke noget, hun bekymrer sig så meget om.

»Jeg elsker at sige det, ingen tør tale om. Derfor skriver jeg også om sex i min nye bog. Her er der blandt andet en kvinde, der aldrig har fået orgasme, og det er da træls. Kan du huske, da du var 15 og ikke turde sige, hvad du kunne lide?« spørger hun og svarer selv.

»Det er der nogle kvinder, der aldrig tør. Men man skal sige tingene, for ellers kommer vi jo ikke videre, vel? Og her kan man bruge sine veninder og øve sig i at få sagt tingene til dem. Og hvis man synes, det er ulækkert at låne venindens sexlegetøj, så skal man da bare følges med en veninde hen i en sexbutik, ikke.«

Og så lægger hun telefonen fra sig, for Thomas Helmig skal lige kysses, alt imens man er med på en lytter.

Angstneuroser

Han siger, at han gerne vil hente børnene i dag, og hun siger »okay«, og »bye, bye, baby.« Så er hun tilbage igen.

»Bogen handler om kvinden Iben, der har en angstneurose, og som helt har isoleret sig fra verden. Men så beslutter hun sig for at gøre noget ved problemet, og hun begynder at tage i svømmehallen hver tirsdag formiddag. Her møder hun en gruppe kvinder, der er veninder, og som svømmer på samme tid, og dem lærer hun langsomt at kende. Hun sidder og lytter til dem inde i dampbadet, hvor de fortæller om sexlegetøj, vold og utroskab, og via dem kommer hun videre med sit eget liv. Det er en udviklingshistorie,« forklarer Renée.

Men hvordan i alverden har hun fundet på at skrive en bog om angstneuroser?

Det har hun, fordi hun selv har lidt af angstanfald i 20 år. Hun kan for eksempel ikke spise suppe i større selskaber, og hun kommer aldrig til at holde en tale. Men det er tabu at tale om angst, og derfor skal det frem i lyset, mener hun.

»Når man får et angstanfald, så er det som at sidde i en flyvemaskine, man tror er ved at falde ned. Man bliver lammet af angst. Sådan kan det være at gå ind i et supermarked, eller at skulle holde en tale,« forklarer hun.

Første gang hun fik et angstanfald, var til et selskab i New York, og hun vidste ikke, hvad det var. Hun gad heller ikke dykke ned i det, så den klarede hun med en rom & cola. Men angsten blev langsomt værre, og efterhånden forstod hun, hvad det drejede sig om.

»Angsten var en af årsagerne til, at jeg stoppede som model. Jeg var nødt til at stoppe op og tage mig af mig selv. Og den bedste måde at komme af med angst på er at fortælle om den. Sig det højt, og det forsvinder,« siger hun.

Men det har ikke været den historie, folk har villet høre fra Renée.

»Når jeg sagde det, troede folk, det var noget, jeg sagde for sjov. Der var ingen, der spurgte ind til det. Det er ikke noget, nogen har lyst til at tale om. Men nu har jeg så taget ordet og fortalt om det. Jeg håber, det kan hjælpe andre mennesker i samme situation som mig,« fortæller hun.

I bogen er det et stærkt kvindenetværk, der bliver vejen tilbage til livet, og Renée mener da heller ikke, at gode veninder kan overvurderes.

»Jeg tror, der altid har været et stærkt fællesskab mellem kvinder. Kvindeliv hænger jo sammen på tværs af det hele. Jeg har da også min egen saunaklub med veninderne. Lige fra min ældste veninde Dorte til dem, jeg har fra mødregruppen. Og det er en gave. Gode veninder, der passer på én på den mest respektfulde måde. Det er guld værd. Men man får kun gode veninder, hvis man tør åbne sig og tale om det, der er svært,« siger Renée.

Hun har brugt meget tid på at tale om sin angst og på at spekulere over, hvorfor især kvinder gribes af angst. Og med en psykologieksamen i baghånden kan hun give et kvalificeret bud:

»Angst er et sammenbrud inden i en. I bund og grund handler det om, at man vil elskes og accepteres. Jeg blev ikke elsket nok som barn. Mine forældre var meget unge, da jeg blev født. De var marxister og skulle realisere sig selv, og det var sådan – »gå lige, vi skal bolle«. Det var altså ikke så sjovt,« forklarer hun.

Noget at slås med

Derfor er børnenes opvækst noget, der ligger hende meget på sinde.

»Jeg mener virkelig, at man skal tænke over, hvad man roser sine børn for. For man risikerer, at de gemmer de sider væk, der ikke får ros. Man skal være varsom, for det er ikke alle børn, der er lige stærke,« siger hun. Hun mener også, at man skal lære børn at se udviklingsmulighederne i lidt modgang, og derfor vender hun af og til børnenes problemer på hovedet:

»Det er jo igennem modgang, man udvikler sig. Så når mine børn bliver kede af det, kan jeg finde på at sige: »Nå. Så fik du dig et problem. Vi skal jo alle ha" et eller andet at slås med.«

Tirsdag formiddag udkommer i dag på Politikens Forlag. 250 sider, 249 kroner. Læs anmeldelsen i Nyhedsavisen fredag.