Over 70.000 kroner om året til en sygeplejerskestuderende og knap 50.000 kroner for en lærer.
Forskellene i statens årlige tilskud til uddannelserne på professionshøjskolerne er urimeligt store, lyder det fra både studerende og rektorer på baggrund af en ny opgørelse fra Professionshøjskolernes Rektorkollegium, skriver Politiken.
Den store forskel på undervisningstilskuddet eksisterer, på trods af at mange af uddannelserne er lige dyre at udbyde og ofte deler både lokaler og undervisere, skriver Politiken.
Mens de studerende frygter for store kvalitetsforskelle på uddannelserne, er flere rektorer utilfredse med, at taxameterordningen rammer landets syv professionshøjskoler skævt - herunder rektor på Professionshøjskolen UCC i København, Laust Joen Jakobsen.
På UCC tegner uddannelser til pædagog og lærer - der modtager lavt undervisningstilskud - sig for godt 90 procent af alle skolens udbudte linjer.
Men eksempelvis Professionshøjskolen Metropol i København har mange sundhedsuddannelser - der modtager højt undervisningstilskud - og ingen pædagoguddannelser.
Det betyder samlet set, at Metropol modtager 48.900 kroner om året i undervisningstilskud for en gennemsnitsstuderende, mens naboskolen UCC må nøjes med 39.500 kroner ifølge tallene fra Professionshøjskolernes Rektorkollegium.
- Det er fuldstændig ulogisk, at der skal være den forskel på to skoler, der har cirka det samme antal studerende, siger Laust Joen Jakobsen til Politiken.
Det forholdsmæssigt lave undervisningstilskud kan i sidste ende gå ud over kvaliteten af fremtidens pædagoger, mener Pædagogstuderendes Studieorganisation.
- Det giver en skævvridning, når nogle uddannelser er så underprioriteret i forhold til andre. Vi er landets største uddannelse, men også den dårligst finansierede, siger talsperson Kathrine Bødker Tegllund.
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) lover, at regeringen vil se på taxameterordningen:
- Det kræver jo ikke nogen matematisk eksamen at se, at der er store forskelle. Og det vil vi også se på, siger han til Politiken.
/ritzau/