Studiet ligger i København, men bopælen er mere end en times transporttid derfra - sådan er situationen for 1196 studerende lige nu.
På grund af deres lange transporttid og akutte bolignød har de i løbet af august kunnet tilmelde sig en såkaldt akutliste og har dermed krav på at få en studiebolig omkring studiestart.
Men "omkring studiestart" bliver en langstrakt periode i år.
43 procent flere studerende har tilmeldt sig akutlisten i år i forhold til sidste år, og det er det højeste antal i den tid, listen har eksisteret, skriver metroXpress.
Sidste år fik alle først tag over hovedet i december.
Afdelingsleder Lasse Harder ved Centralindstillingsudvalget, der står for at finde studieboligerne, tør derfor ikke love, hvornår det sker i år.
- Vi har aldrig oplevet så voldsomt et boligpres som i år. Derfor tør jeg ikke gisne om, hvornår der er studieboliger til alle, siger han til metroXpress.
Det kan risikere først at blive i 2013, lyder vurderingen.