Flere og flere lønmodtagere udnytter muligheden for at arbejde hjemme. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at mere end hver fjerde dansker nu arbejder hjemme mindst en gang om måneden.
Antallet af hjemmearbejdende danskere er steget støt de sidste fem år. Og vurderet på tallene fra årets første seks måneder tyder alt på, at 2012 bliver nyt rekordår, skriver Politiken.
I 2007 benyttede 22,5 procent af de beskæftigede lønmodtagere sig af muligheden for at arbejde hjemme. I de to første kvartaler i år er tallet vokset til 26,5 procent af arbejdsstyrken.
- Der er efterhånden flere undersøgelser, der viser, at vi faktisk arbejder mere effektivt derhjemme end på arbejdet. Og det er også de meldinger, vi får fra virksomheder, hvor det er muligt atfor medarbejderne at arbejde hjemme, siger Birgitte Meisner Nielsen, souschef i HR og Arbejdsmiljø i arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv, til Politiken.
At hjemmearbejde kan være yderst effektivt, er netop konklusionen i en ny, stor undersøgelse fra Stanford-universitetet i Californien.
Her udvalgte universitetets forskere en afdeling i det kinesiske rejsebureau, Ctrip, og lod halvdelen af de ansatte arbejde hjemme fire dage om ugen over et halvt år.
Seks måneder efter var produktiviteten blandt gruppen af hjemmearbejdere steget med 13 procent, især fordi medarbejderne holdt færre pauser og fik færre sygedage.
Tallene fra Danmarks Statistik viser også, at det især er mændene, der vælger at arbejde hjemme.
Men både mænd og kvinder benytter sig i stigende grad af muligheden.
Dansk Magisterforening kan godt få øje på fordelene ved, at flere arbejder hjemme, men foreningen har også en vis skepsis:
- Der kan både for ledelsen og medarbejderen være en fordel, men man skal virkelig passe på. Man skal have lov til at sige, at jeg er syg og ikke arbejder i dag. Så vi råder medlemmerne til at passe på, at deres arbejdsliv og familieliv ikke flyder sammen. Det er en risiko, og vi gør meget ud af at informere om, at de kan komme ind i en arbejdskarrusel, siger formand i Dansk Magisterforening, Ingrid Stage, til Politiken.