En lyd, der minder om et pistolskud, vækker ham. I stedet for at lægge sig til at sove igen, rejser Benny Erik Poulsen sig op fra sengen og bevæger sig hen til vinduet. Klokken er lidt over fire.

Den mørke Volvo V40 er trillet ubemærket ind på pladsen overfor lægernes parkeringsplads. Der er mere end 100 meter fra den stjålne bil til museet, som ligger længere ned af villavejen. Mændene med stigen kommer knap så ubemærket frem. Ti minutter i tre ser et ægtepar bilen, hvor passageren holder en godt fem meter lang aluminiumsstige fast langs siden. Det er et mærkeligt syn.

Der er langt mellem de dovne gadelygter. En række træer med store, tætte blade er det perfekte skjul.

De sætter stigen op til det smalle vindue, som fører ind til depotrummet på første sal. En af mændene kravler op og svinger øksen, så den går gennem det tykke glas. Det giver et brag. Som et pistolskud. Så er der stille.

I depotrummet hamrer mændene sig gennem døren til en mellemgang, der fører ind til guldhornene. Montren med guldet står midt i rummet. Der er ingen vinduer. Intet lys. Langs væggene fortæller plakaterguldhornenes historie. De slår et hul på 15 centimeter. Gulvet bliver dækket af glasskår, og montren vælter. Guldhornene er væk.

Benny Erik Poulsen kan tydeligt se manden på vejen, der løber alt, hvad han kan op mod den sorte Volvo.

Benny tager en trøje på og griber en lommelygte. Turen ned til museet tager ingen tid. Han ser hurtigt stigen. Og ringer straks til politiet.

»Der er indbrud,« siger han.

Klokken er 04.28. Men da er det allerede for sent.

Klokken halv syv ser en mand ved Brande den sorte Volvo. Fire mænd står ved siden af bilen, og idet han passerer vender de sig væk, så han ikke kan se deres ansigter.

Tyveriet lykkedes. Guldhornene er væk.

Igen.