Op mod 67 procent af voksne med ADHD står i dag uden for arbejdsmarkedet. Samtidig oplever virksomheder over hele landet mangel på kvalificeret arbejdskraft og efterspørger nye veje til at tiltrække og udvikle talent.
Det er baggrunden for projektet N.E.X.T. – Neurodiversitet, Erhverv og Trivsel, som Erhvervshus Sjælland og ADHD-foreningen nu lancerer med støtte fra Velliv Foreningen.
Over de næste 2,5 år skal 30 virksomheder fra Sjælland og øerne være med til at udvikle og afprøve løsninger, der gør det lettere at bringe ADHD-kompetencer i spil på arbejdspladserne. Målet er at styrke både trivsel, deltagelse på arbejdsmarkedet og samtidig give virksomhederne adgang til værdifulde kompetencer, som i dag ofte bliver overset.
- Mennesker med ADHD rummer ofte styrker som kreativitet, energi, problemløsning og evnen til at tænke anderledes. Når virksomheder bliver bedre til at skabe plads til forskellige måder at arbejde på, får de adgang til kompetencer, som ellers risikerer at gå tabt, siger Line Fossing Riel, direktør i Erhvervshus Sjælland.
Virksomheder kan deltage
ADHD-foreningen bidrager med den faglige ekspertise om ADHD og neurodiversitet, mens Erhvervshus Sjælland bringer et indgående kendskab til virksomhedernes hverdag ind i projektet. Hvert år sparrer Erhvervshus Sjælland med omkring 2.500 virksomheder og iværksættere på Sjælland og øerne, og de erfaringer skal sikre, at værktøjer og løsninger tager afsæt i virkelige udfordringer og behov.
Senere i år begynder rekrutteringen af 30 virksomheder fra Sjælland og øerne. De skal være med til at udvikle og afprøve metoder, dialogværktøjer, læringsforløb og et AI-baseret værktøj, der giver virksomheder konkrete redskaber til at bringe ADHD-kompetencer bedre i spil i hverdagen.