Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Målet om at alle borgere skal have en eller anden plads i det store arbejdsfællesskab er både rigtig og nødvendig, men målet kan kun nås, hvis vi for alvor tør nytænke hele indsatsen for de borgere, der har behov for en hjælpende hånd. Sådan lyder det fra HK/Kommunals næstformand, Mads Samsing efter at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har løftet noget af sløret for, hvordan regeringen blandt andet via en afskaffelse af match-grupper vil reformere kontanthjælpssystemet.
Beskæftigelsesministerens melding falder ifølge Mads Samsing, der repræsenterer tusinder af kommunale sagsbehandlere, godt i tråd med de ansattes ønsker. Men han understreger, at en reform kun kan lykkes, hvis man tager et opgør med forældede tankegange og i stedet nytænker indsatsen.
- En reel individuel indsats for den enkelte kontanthjælpsmodtager forudsætter mere relation og mindre administration. Vores medlemmer bruger i dag alt for mange ressourcer på ufrugtbar kontrol- og dokumentation. De ressourcer bør i fremtiden anvendes i en indsats, hvor faglighed og reel vejledning sættes i højsædet. Kun på den måde får borgerne et seriøst alternativ til den passive forsørgelse, siger Mads Samsing.
Derfor er det ifølge Mads Samsing helt afgørende, at en kontanthjælpsreform ikke bliver en spareøvelse, hvor de frigjorte midler går til for eksempel sænkelse af selskabsskatter, men bliver bragt i spil til i ny, offensiv og helhedsorienteret indsats. Han peger på, at refusionsomlægningen fra 2010 og de seneste besparelser på kommunal aktivering i forvejen er gået hårdt udover indsatsen for de svageste kontanthjælpsmodtagere.
Reformens succes afhænger endelig af, om man formår at nytænke det nuværende arbejdsmarked. Mads Samsing siger:
- Den ensidige fokusering på arbejdsudbuddet klinger også denne sammenhæng noget hult. Hvis vi for alvor skal have mobiliseret hele den potentielle arbejdsstyrke, må vi skabe et arbejdsmarked, der er mere rummeligt. Alle virksomheder bør tage medansvar for inklusion af borgere, der er på kanten. Og så skal vi have fyret op under etableringen af flere socialøkonomiske virksomheder, der kan rumme bredt.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.