Redegørelser om Breiviks terror gemmes væk

Riksarkivet i Norge har besluttet, at centrale politikere og embedsmænds 22. juli-redegørelser hemmeligholdes.

Den norske rigsantikvar, Ivar Fonnes, har bestemt sig for at lægge låg på Breivik-sagen, så centrale personers interne redegørelser holdes hemmelige.

Det gælder blandt andre redegørelser fra landets tidligere justitsminister Knut Storberget, tidligere politidirektør Øystein Mæland og statsråd Rigmor Aasrud, har sagt til 22. juli-kommissionen, skriver Aftenposten.

Rigsantikvaren mener, at forklaringerne "ikke er udarbejdet med offentliggørelse til formål", og derfor heller ikke kan anses som værende fuldstændige.

Han peger videre på, at referaterne "isoleret set vil være misvisende, specielt når de ikke ses i en sammenhæng med andre oplysninger, som kommissionen har haft adgang til."

Fonnes har også et tredje argument: Forklaringerne vil formentlig "kunne gøre arbejdet vanskeligere for senere granskningskommissioner, hvis aktuelle personer og organer holder sig tilbage fra at tale åbent og ærligt samt at dele vigtig information."

- Efter min mening er dette misbrug af offentlighedslovens undtagelsesparagraf for såkaldte interne dokumenter, siger Norsk Redaktørforenings generalsekretær Nils E. Øy.

Hemmeligholdelsen er ganske meningsløs taget i betragtning, at kommissionen nu er færdig med sit arbejde og taget i betragtning, hvad sagen betyder for samfundet, mener han. Øy støttes af partiledere i Fremskrittspartiet, Venstre, Høyre og Kristelig Folkeparti.

Partilederne henviser til statsminister Jens Stoltenbergs mantra om mere åbenhed og mere demokrati. De mener, at det er naturligt, at folk får at vide, hvad forkklaringerne indeholder.

Den norske regering nedsatte knap en måned efter Anders Behring Breiviks terrorangreb mod regeringskvarteret i Oslo og den ungdomspolitiske sommerlejr på Utøya 22. juli-kommissionen, der fik til opgave at kortlægge, hvordan det kunne gå så galt.

Anders Behring Breivik nåede at dræbe 77 mennesker, inden han overgav sig til politiet.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.