På et bidende koldt stadion i Rusland blev tirsdagens tidlige Champions League-kamp spillet mellem CSKA Moskva og Real Madird.
Hjemmeholdet, der ligger på en andenplads i den russiske liga, kom bedst fra start og lagde et højt pres på de spanske mesterskabsaspiranter, der havde svært ved at skabe chancer.
Men efter en lille halv time kunne Real Madrids verdensstjerne Christiano Ronaldo bringe de kolde gæster foran med 1-0.
Et indlæg fra venstre side blev ikke headet ordentligt væk, og bolden endte for fødderne at Ronaldo, der uden tøven kanonerede bolden i nettet bag en chanceløs keeper.
Det spanske tophold kunne anført af en sprudlende Ronaldo sætte sig tungt på kampen efter scoringen, og i sikker stil cruisede de mod en sejr gennem anden halvleg.
Den lige vej mod en værdifuld udesejr blev dog bremset i overtiden. Her endte en dødbold efter et par fejlslagne clearinger hos Pontus Wernbloom, der sparkede udligningen i nettet få sekunder før tid.
Et skuffet mandskab fra Madrid kan glæde sig ved udsigten til spanske temperaturer og et enkelt udebanemål, når de flyver hjem med et 1-1 resultat i bagagen.