Sort arbejde og alvorlige brud på sikkerheden.
Flere store byggepladser landet over fik i går besøg af Arbejdstilsynet, Skat og politiet, der gennemførte årets femte landsdækkende aktion mod social dumping, og det gik ikke stille af sig.
Myndighederne havde fokus på moms- og skatteforhold, arbejds- og opholdstilladelser samt arbejdsmiljøforhold og anmeldelse til RUT.
For Arbejdstilsynet indebar aktionen, at der blev gennemført 83 kontrolbesøg og givet i alt 56 reaktioner.
52 gange måtte Arbejdstilsynet påtale alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven, og så blev der givet syv strakspåbud, der vurderes at skulle følges op af en bødestraf.
Arbejdstilsynet forventer desuden at afgive fem indstillinger til politiet for overtrædelse af anmeldepligten til RUT.
Razziaen viser også, at der i bygge- og anlægsbranchen stadig er "sikkerhedsproblemer af ganske alvorlig karakter", skriver Skat i en pressemeddelelse.
For Skat viser resultaterne af kontrolbesøgene på byggepladserne, at der fortsat fuskes med lønforholdene.
Skat vil udtage cirka en tredjedel af de besøgte virksomheder til yderligere kontrol. På baggrund af tidligere erfaringer forventer Skat, at en del af kontrakt- og arbejdsforholdene vil blive ændret, så skattebetalingen foregår efter reglerne.
For politiet resulterede kontrolbesøgene i, at tre udlændinge blev anholdt med henblik på at undersøge, hvorvidt de lovligt kan opholde sig og arbejde i Danmark.