Det har holdt hårdt, men nu ser det endelig ud til, at den britiske dronning Elizabeth har rejst sig fra sygesengen. Det skriver Hello Magazine.
Den aldrende regent har siden december kæmpet med at komme sig oven på en slem forkølelse, der nærmest har lænket hende til sygesengen gennem begyndelsen af det nye år.
Men da den 90-årige dronning torsdag deltog ved et møde for Women's Institute, var hun tilsyneladende frisk og frejdig igen.
I hvert fald smilede hun imødekommende, da hun gav hånd til foreningens vicepræsident Yvonne Brown, som bød dronningen indenfor til te og kage.
Mødet var den første officielle begivenhed, dronning Elizabeth har deltaget i i 2017. Hun er kun set offentligt tre gange siden nytår.
Sidste uge blev hun set ved en søndagsgudstjeneste i Flitcham Kirke, og ugen før det besøgte dronning Elizabeth kirken i Sandringham.
Dronningens sygdom har betydet, at hun for første gang i 28 år gik glip af jule- og nytårsgudstjenesterne i Sandringham kirke.
Hendes officielle pligter har gennem det nye år været varetaget af andre fra den britiske kongefamilie - blandt andre dronningens barnebarn prins Harry.
Også regentens ægtemand, den 95-årige prins Philip, har været ramt af forkølelse i årets første måned.
/ritzau/FOKUS