De radikale er ikke imponerede over aftenens aftale mellem VKO-samarbejdet og Kristendemokraterne, der betyder, at multimedieskatten får et gok i nøden for ægtefolk.
"Det er da udmærket, at de ændrer den lidt. Men det er altså løjerligt, at man holder fast i en fuser," siger finansordfører Morten Østergaard, der kritiserer, at man ikke har afskaffet skatten fuldstændig.
Vækstaftalen betyder, at hvis begge personer i et ægteskab betaler multimedieskat, slipper den ene af parterne 50 pct. billigere.
Østergaard er også skeptisk over for de 7.000 nye arbejdspladser, som økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) regner med at skabe.
De skal opstå i kølvandet på ti milliarder kroner i risikovillig kapital til små og mellemstore virksomheder.
"Man skal være varsom med at tro, at det vil skabe en bunke nye arbejdspladser. De videnstunge virksomheder, som har brug for de her penge, vil i høj grad bruge den ekstra kapital til at holde på den højtuddannede arbejdsstyrke, de allerede har i dag," siger Østergaard.
Han erkender dog, at en pulje med ti milliarder kroner er et "stærkt løft" til de mindre virksomheder, eksempelvis i biotech-branchen.