De Radikales arbejdsmarkedsordfører, Elisabeth Geday, anklager nu regeringen for - med vold og magt - at tvinge svage ledige - psykisk syge, misbrugere og indvandere i aktivering, der ikke nytter noget.
Dermed lægger hun sig tæt op af konklusionernerne i en spritny rapport fra Socialforskningsinstituttet, hvor kommunale sagbehandlere i interviews giver udtryk for, at de ikke selv tror på, at deres aktiveringsindsats hjælper de svage ledige i arbejde.
Vurderingen er, at kun 10 til 40 procent vil kunne få et arbejde.
- Problemet er ganske enkelt, at regeringen ikke har en socialpolitik, kun en arbejdsmarkedspolitik, hvor man tror, at det kan betale sig, at tvinge de svage ledige i bevidstløs aktivering på aktivering for at få dem i arbejde. Al erfaring, blandt andet fra USA, viser imidlertid, at de kun bliver presset længere ned i mudderet, siger Elisabeth Geday.
Hun mener, at regeringen begår en stor fejl ved at fokusere så meget på arbejde som den eneste løsning.
- Vi er nødt til at sætte realistiske mål for den her gruppe mennesker, tænke i et langsigtet perspektiv, hvor det ikke nødvendigvis handler om at komme ind på arbejdsmarkedet. De skal have hjælp til at få et bedre liv, hvor der er styr på sygdomme, og selvtillliden har det bedre. Og så kan de måske i løbet af tre-fire år komme tilbage på sporet, siger Elisabeth Geday.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V).