Op mod 400 danske psoriasispatienter sendes hvert år til Israel for at få behandling for deres hudsygdom langs bredden af Det Døde Hav, men med kampene i området er behandlingen blevet usikker.
Årets første psoriasis-ramte danskere rejser først til området til marts, men arrangørerne af behandlingsrejserne følger situationen i landet tæt.
"Vi følger situationen tæt, og sender dem kun af sted, hvis det er sikkert," siger marketingsdirektør fra rejsearrangøren Helserejser, Anne-Mette Gjøderum, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Behandlingen af patienterne foregår langt væk fra kampene i Gazastriben, men Anne-Mette Gjøderum understreger, at de hele tiden holder øje med Udenrigsministeriets anbefalinger for området.
Ifølge formanden for Danmarks Psoriasis Forening, Jens Sloth Nielsen, er det især familierne til patienterne, der er urolige over situationen i landet.
"De pårørende er ofte meget nervøse, når sådan noget som den aktuelle konflikt bryder ud. De kender kun situationen igennem medierne - og der kan jeg da godt forstå, at de bliver urolige," siger han, og understreger, at patienter, der tidligere har været til behandling i landet, er trygge ved situationen.
Næsten tre procent af danskerne lider af psoriasis. Af dem er det dog kun en lille del, der er så syge, at de må sendes til Israel til behandling.
Forholdene ved Det Døde Hav er optimale til at behandle psoriasis, da solen og det høje saltindhold i havet begge er godt mod sygdommen.