Den ambitiøse og stenrige franske klub Paris Saint-Germain vakte i sommer opsigt, da klubben hentede den svenske superangriber Zlatan Ibrahimovic ind. Men klubben lurer på at lave flere chokhandler i fremtiden.
Da Real Madrids stjernespiller Cristiano Ronaldo i sidste måned afslørede, at han var trist i den spanske hovedstad, blev portugiseren straks sat i forbindelse med Paris-klubben.
Og Paris Saint-Germains italienske træner Carlo Ancelotti indrømmer nu, at Ronaldo står højt på ønskelisten.
- Jeg ved ikke, om det er en handel, der kan lade sig gøre. Ronaldo er jo symbolet på Real Madrid. Men hvilken træner vil ikke have Cristiano Ronaldo, spørger Ancelotti i avisen L'Equipe.
Den tidligere AC Milan-træner frygter ikke, at Ronaldos ego vil karambolere med Zlatans ditto, hvis de to havnede på samme hold.
- Jeg tror, at han uden problemer ville kunne spille med Ibrahimovic. De har kvaliteterne til at spille sammen.
- Der ville ikke være nogen problemer med egoer. I Milan havde jeg masser af spillere med store personligheder, og alligevel opbyggede vi et fantastisk hold, siger Ancelotti.
Paris Saint-Germain ligger på andenpladsen i den franske Ligue 1 med 15 point for syv kampe. Klubben har tre point op til duksene fra Marseille.
/ritzau/