Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
I Det handler om velstand og velfærd forklares det, hvad produktivitet er, og hvorfor det er vigtigt, at vi i Danmark fremover opnår en høj vækst i produktiviteten.
Formand for Produktivitetskommissionen, Peter Birch Sørensen, siger:
"Produktivitet angår i høj grad os alle. Havde den danske produktivitetsvækst siden midten af 1990erne for eksempel været ligeså høj som den svenske, så ville timelønnen for den gennemsnitlige dansker i dag kunne være 20 procent højere, vel at mærke uden at det ville gå ud over Danmarks konkurrencevene. Det ville også have øget de offentlige indtægter betydeligt. Til næste år kunne vi eksempelvis have haft 25-30 mia. kr. mere til rådighed til skattelettelser eller til højere offentligt forbrug, end det faktisk er tilfældet."
Det er stadig for tidligt i Kommissionens arbejde til at komme med konkrete politikforslag, men Det handler om velstand og velfærd udstikker nogle af de retninger, som Kommissionens arbejde det næste års tid vil bevæge sig i.
Peter Birch Sørensen siger:
"Der er utallige faktorer, som påvirker produktiviteten, så derfor har Produktivitetskommissionen også en bred dagsorden. Vi vil give de generelle rammevilkår for både den offentlige sektor og for det private erhvervsliv et kritisk eftersyn, men vi vil også se nærmere på forholdene i de enkelte brancher. Derudover vil Kommissionen have særligt fokus på, om vi giver vores unge den uddannelse, de har brug for, og på hvordan vi bliver bedre til at anvende den viden, som befolkning, virksomheder og institutioner ligger inde med."
I forbindelse med publiceringen af Det handler om velstand og velfærd har Produktivitetskommissionen også inviteret en lang række store interesseorganisationer m.v. til at komme med indspil. Deres bud på, hvordan vi hæver produktivitetsvæksten bliver offentliggjort på www.produktivitetskommissionen.dk samtidig med, at debatpublikationen lanceres.
Peter Birch Sørensen vil besvare spørgsmål efter pressemødet.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.