Seks ansatte fra sydsudansk stats-tv er blevet anholdt af landets sikkerhedsstyrker.
De mistænkes for at have lækket tv-optagelser af landets præsident, Salva Kiir Mayardit, som under en offentlig ceremoni tisser i bukserne.
Klippet viser den 70-årige præsident stå på en scene under afspilningen af landets nationalsang, da en plet breder sig på hans bukser og en pøl dukker op ved hans fødder. Da folk omkring præsidenten bliver klar over, hvad der foregår, panorerer kameraet hurtigt væk fra præsidenten.
Videoen er siden gået viralt, og nu rapporterer organisationen CPJ (Committee to Protect Journalists), at seks ansatte på tv-stationen er blevet tilbageholdt - under anklage for at have videredistribueret optagelserne ulovligt.
Både organisationen og det journalistforbundet i Sydsudan kræver nu, at de seks anholdte bliver frigivet. Hverken myndighederne eller den statsejede tv-station har kommenteret på tilbageholdelserne.
Salva Kiir Mayardit har været præsident i Sydsudan siden 2011. Der har ikke siden været afholdt valg i landet, men der er dog planlagt valg i 2024.