Pornografi har ikke hjemme i Indonesien. Parlamentet i landet har i dag vedtaget en lov, der fuldstændig forbyder pornoen.
Det er dog ikke alle indonesere, der er lige begejstrede for loven, og den har været genstand for heftig debat i landet.
Loven er blevet presset igennem af en lille gruppe af islamistiske partier. Det har været muligt, fordi landet står over for et parlaments- og præsidentvalg, og derfor var der ikke mange politikere, der havde lyst til at lægge sig ud med de islamistiske partier, skriver dr.dk.
Tilhængere af loven mener at den er nødvendig, for at forhindre at Indonesien går i moralsk forfald.
Modstandere mener derimod, at der er fare for at loven bliver misbrugt. Loven indeholder nemlig en meget vag definition af, hvad pornografi dækker over.
"Der er ikke nogen, der vil forbyde det, et ægtepar gør i enerum, fordi det er en nydelse, der er lovlig. Det, der protesteres mod er, hvis de ikke er mand og kone... Det må ikke ske," har lederen af den parlamentskomite, der udarbejdede forslaget, sagt til Reuters.
Modstanderne af loven er desuden bange for den passage i loven, der giver civile grupper lov til at handle imod det, de selv synes er obskøn opførsel.
De er bange for, at det vil føre til selvtægt. For nylig har der været flere sager i landet, hvor islamiske grupper har brugt vold mod mennesker, som de mente havde fornærmet islam.
Maksimumstraffen for at producere porno i Indonesien er på 15 års fængsel.
-Newspaq