Lisbeth Østergaard stiller sig nu op i rækken af tv-personligheder, som er vært i et boligprogram i den bedste sendetid.
Denne gang får bolig-dramaet et twist i en ny retning. Deltagerne satser nemlig opsparingen og stoler blindt på, at to eksperter køber den rette bolig til dem.
Programmet hedder "Boligkøb i blinde" og sendes på TV 3, hvor den populære tv-vært har slået sine folder de seneste år.
- Det har været så fedt at være ude i virkeligheden i stedet for at være i et studie, siger Lisbeth Østergaard til Billed-Bladet.
I hvert program lægger et nyt par boligdrømmene i hænderne på arkitekt Mads Kappel Mikkelsen og ejendomsmægler Tobias Edlev Nielsen. De træffer beslutningen og køber en bolig, som parret først præsenteres for, når de står som ejere på slutsedlen.
- På den måde er det ikke bare et tv-program, hvor nogen vinder. Der er virkelig noget på spil. Det er rigtige mennesker, og det er rigtige hjem. Følelsen af "hjem" er meget svær at overlade til andre mennesker at finde, men der er dygtige folk på sagen. Om alle deltagere så bliver glade, kan jeg ikke afsløre, siger Lisbeth Østergaard til ugebladet.
"Boligkøb i blinde" havde premiere tirsdag.