"Vi skal nytænke og redefinere vores forhold til Mellemøsten og Nordafrika."
Det er budskabet fra Radikale Venstres udenrigsordfører Niels Helveg Petersen, og udgangspunktet for det beslutningsforslag, der på tirsdag skal til afstemning i Folketinget.
Udenrigsordførere fra Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og altså de Radikale samt løsgængeren Pia Christmas-Møller vil have en tydelig dansk indsats til at styrke de oprør, der buldrer i Mellemøsten.
"Hovedformålet er, at Danmark nu stærkt og aktivt skal støtte reformbevægelserne," siger Niels Helveg Petersen til Newspaq.
Det kan blandt andet ske, ved at vi - i samarbejde med EU - opretter en demokratifond, foreslår den tidligere udenrigsminister.
Udenrigsminister Lene Espersen (V) er positivt indstillet overfor forslaget, og hun åbner sågar muligheden for, at støtte til kampen for demokrati, frihed og menneskerettigheder i det Mellemøstlige og Nordafrikanske, kan få en væsentlig plads på finansloven.
Danmarks deltagelse i de seneste dages libyske kampe, har ikke noget at gøre med det forslag, der nu skal stemmes om, fastslår Niels Helveg Petersen.
"Efter det, der er sket i Tunesien, Egypten og nu oprørsbevægelser i Bahrain og Yemen, skyderier i Syrien og så Libyen oveni, der står vi overfor at skulle nytænke og redefinere vores forhold til Mellemøsten og Nordafrika," siger han.
Han frygter ikke, at Danmark kan rode sig ud i ballade ved direkte at involvere sig i de forskellige landes politiske situationer.
"Egypten og Tunesien står overfor at skulle afholde valg. Vi har ekspertise og ved noget om, hvordan man gør sådan noget. Det vil ikke blive betragtet som utidig indblanding, men som en venlig håndsrækning," forudser den garvede udenrigspolitiker.
Både politikere og ikke mindst Forsvarets personel glæder sig over den historisk politiske enighed, der gør den nuværende deltagelse i Libyen meget anderledes, end da Danmark gik i krig i Irak i 2002.
Men enigheden er ikke stålsat, minder Enhedslistens udenrigsordfører Frank Aaen sine kollegaer om.
"Man skal ikke tage Enhedslistens støtte til krig for givet. Vi støtter kun indsatsen i Libyen, fordi der ikke er andre muligheder," siger han.
Beslutningsforslaget skal til afstemningen i Folketingssalen tirsdag den 29. marts.