Et flertal i Folketinget har netop vedtaget at skærpe straffen for tiggeri - i straffeloven benævnt betleri. Målet er at bekæmpe det, regeringen betegner som 'utryghedsskabende tiggeri' i det offentlige rum.
Straffen skærpes til to ugers ubetinget fængsel for tiggeri i gågader, ved stationer, i offentlige transportmidler samt i og ved supermarkeder og lignende dagligvarebutikker.
Samtidig er det hidtidige krav om, at politiet først skal have givet en advarsel, inden en person kan straffes for tiggeri disse steder, nu fjernet.
En svensk statsborger, der tiggede med et papkrus foran et supermarked i Bagsværd, blev varetægtsfængslet få dage efter, at de nye regler trådte i kraft. Anklageren ønskede ham idømt 14 dages ubetinget fængsel. Mandens forsvarer kærede varetægtsfængslingen til Østre Landsret, der ikke fandt hans adfærd 'utryghedsskabende' - og løslod ham. Det var i strid med EUs opholdsdirektiv at varetægtsfængsle manden.
Den 1. april blev det forbudt at etablere eller opholde sig i lejre, som skaber utryghed i nærområdet. Politiet har siden ryddet flere lejre.