Politiet i Tulsa i den amerikanske stat Oklahoma har offentliggjort en video, der viser, hvordan politiet skyder og dræber en sort mand, hvis bil er gået i stå på en vej uden for byen.
Den 40-årige Terence Crutcher var ubevæbnet, skriver Washington Post.
De lokale myndigheder frygter uroligheder og har hurtigt meddelt, at de vil gøre alle oplysninger om hændelsen tilgængelige.
Episoden er filmet fra en helikopter og fra en politibil. Ifølge politiet havde Crutcher nægtet at efterkomme betjentenes ordrer.
Crutcher var gået i stå med sin bil midt på vejen. Man ser ham i optagelsen fra fredag gå med armene over hovedet tilbage til sin bil med to politifolk med trukne våben lige efter sig.
Da han når hen til sin bil, rækker han ind efter noget gennem forreste sidevindue. På det tidspunkt befinder der sig fire politifolk med trukne skydevåben ved bilens bagende.
Crutcher bliver ramt af en strømpistol og lige efter af et enkelt skud. Det er ikke muligt at se, hvem af politifolkene der skyder.
Man kan se ham ligge blødende på vejen, og politifolkene foretager sig tilsyneladende ikke noget det næste minut, mens han forbløder.
- Vi er fuldstændig knust. Hele familien er knust, siger Crutchers tvillingsøster, Tiffany.
- Den store slemme fyr var en far, den store slemme fyr var en søn, den store slemme fyr gik på aftenskole i Tulsa og ønskede kun at gøre os alle stolte. Den store slemme fyr elskede Gud, den store slemme fyr gik i kirke hver uge og sang med alle sine mangler, siger søsteren.
Hun siger, at familien kræver politifolkene tiltalt for drab øjeblikkeligt.
Udtrykket "slemme fyr" eller "bad dude" kan man på videooptagelsen høre en af politifolkene sige.
Justitsministeriet i Washington oplyser, at det har indledt en efterforskning af hændelsen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.