En 49-årig mand, der fredag aften blev anholdt i forbindelse med et knivstikkeri i Nykøbing Sjælland, er blevet løsladt uden sigtelse.
Det oplyser vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Tidligt fredag aften blev en 51-årig mand fredag aften stukket flere gange med kniv i en lejlighed i Nykøbing Sjælland.
Efter knivstikkeriet blev offeret fløjet i helikopter til Rigshospitalets Traumecenter, men han er uden for livsfare.
- Det tyder på, at det er et opgør i det kriminelle miljø. Det lader til at være en strid om hvem, der har lov til at sælge stoffer, fortalte vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi natten til lørdag til Ritzau.
Den 49-årige, der var til stede i lejligheden, blev anholdt, men politiet understregede fra starten, at man ikke mente, at han var gerningsmanden.
- Det er med henblik på afhøring, så vi kan få fastlagt hændelsesforløbet, fortalte vagtchefen.
Lørdag ønskede politiet ikke at oplyse yderligere om sagen.
/ritzau/