Københavns Politi har anholdt en mand på 30 år på Amager, som er mistænkt for at være trængt ind i en lejlighed til en 20-årige kvinde på Amager natten til søndag.
Kvinden vågnede ved, at der befandt sig en mand i hendes soveværelse. Hun har forklaret til politiet, at han truer hende med en revolver og siger, at hun skal gøre, som han siger.
Revolvermanden klæder sig af, lægger sig ned i sengen til kvinden og begynder at beføle hende seksuelt.
Gerningsmanden nåede dog ikke længere. Kvinden skræmmer ham væk på en snedig måde ved at sige, at hun har herpes.
Det er blandt andet den forurettedes præcise beskrivelse af gerningsmanden, der førte til anholdelsen, oplyser den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi.
Politiet vil forsøge af få den anholdte fremstillet i et grundlovsforhør mandag.
Den 30-årige mand er fra lokalområdet.
/ritzau/