Serbisk politi forbyder en bøsseparade i Beograd, der var planlagt til på lørdag.
Samtidig forbydes alle andre former for manifestationer på den dag.
- Forbuddet er indført på grundlag af en sikkerhedsvurdering, siger politichefen Milorad Veljovic.
Kort forinden havde lederen for den serbisk ortodokse kirke krævet, at Serbiens premierminister, Ivica Dacic, forbød lørdagens bebudede bøsseparade i Beograd.
Den ortodokse kirkes patriark, Irinej, betegnede de homoseksuelles planlagte march som "skammens parade".
En lignende march blev stoppet af politiet sidste år, efter det i 2010 kom til voldsomme sammenstød mellem marchdeltagere, politiet og højreorienterede nationalistiske bøller. Mindst 150 blev dengang kvæstet.
Boban Stojanovic, der er homoaktivist og en af arrangørerne af den nu forbudte march, mener, at det viser, "at staten atter giver efter for bøller og vold".
EU og medlemslandene følger udviklingen i Serbien med et kritisk blik og ønsker at se oprigtig vilje fra regeringen til at beskytte menneskerettighederne.
Serbien har indledt forhandlinger med EU, som landet håber fører til medlemskab af unionen.
EU er særligt opmærksomhed på den nye regering i Serbien, der er en koalition af socialister og et ultranationalistisk parti.
/ritzau/Reuters