Regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er blevet enige om en ekstrabevilling til politiet på 651 millioner kroner.
Det betyder flere betjente på gaden og f.eks. flere fartkontroller, fortæller Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.
"Borgerne får det ud af det, at man kan bibeholde den politibetjening, der er brug for, og at politiet får luft til at igangsætte initiativer til bekæmpelse af bandekriminaliteten, og at man let og smertefrit skal kunne komme i kontakt med politiet, hvilket har været et problem siden politireformen."
Han tilføjer at der tilføres 300 ekstra betjente over de næste to år sammen med 250 kontorfunktionærer, der skal sørge for, at politibetjentene kan komme ud på gaden.
Samtidig med den nye bevilling skal politiets økonomi en gang for alle endevendes med hjælp fra Finansministeriet.
Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti oplyser, at alternativet til den store ekstrabevilling ville være at skære ned på ansættelsen af nye politifolk og kontoransatte.
"Hvis ikke vi gjorde noget ville politiets overforbrug fortsætte ind i 2009 og 2010, og det ville betyde, at vi skulle sige farvel til betjente," siger han.
Samtidig er politiet pressede på grund af bandekriminalitet og urolighederne mellem indvandrerbander og rockergrupper.
Men trods den store ekstrabevilling, så skal politiet stadig finde besparelser for 50 millioner kroner i Rigspolitiet og effektiviseringer for 30 millioner kroner i landets politikredse.