Artiklen er skrevet af Pernille Mainz og bragt i Nyhedsavisen sommeren 2007
Hjemme i Thomas Ranum Jensens lejlighed på Brøndbyøster Torv banker det på døren torsdag aften.
Alle vennerne vælter ind med flasker, der klirer i poserne, og snakken går på piger, gamle dage og tidligere byture. Foran dem venter en til i Københavns natteliv.
De fleste bliver fulde, men ikke Thomas, der lige er startet på sin læreplads i Jysk Sengetøjslager i Glostrup. Han skal møde på arbejdet klokken 10 næste morgen og holder derfor lidt igen. Ved 22.30 tiden stikker fyrene i kondiskoene.
Og som så mange aftener før bliver billetterne stemplet i automaten på Brøndbyøster Station. Denne gang med den 15. juli 2004 mod København på vej mod torsdags-favoritstedet Bombay Club.
»I kan ikke komme ind med hvide kondisko på. Man skal have pæne sko på for at blive lukket ind i aften,« lyder det fra dørmanden.
»Hvad gør vi så?« spørger en af vennerne.
Et tilfældigt offer
Indtil denne aften var 21-årige Thomas en ung fyr, der sorgløst gik ud, spillede elitefodbold i Brøndby, tog til Roskilde-festival, i biografen og så lyst på fremtiden. Uden de store bekymringer.
Men den aften, uden for Bombay Club, stod alt i Thomas’ liv til at ændre sig.
Efter en kort diskussion blandt vennerne falder valget på Krasnapolsky i Vestergade 10. Inden for i baren bestiller Thomas og hans venner drinks.
Det er før, alt går i sort.
I baren kommer nogle af vennerne til at vælte et par drinks. En 19-årig fyr og et par af hans venner bliver rasende, og der opstår tumult. De to grupper af unge mænd bliver kommanderet ud af dørmanden, og efter uroligheder på gaden forsvinder den 19-årige rundt om et gadehjørne.
»Det var vist den aften,« siger vennen Anders.
Men i det samme kommer den 19-årige tilbage, løbende mod flokken af ti unge venner.
»Jeg dræber jer alle sammen,« råber han.
Ordene fylder gaden i samspil med hurtige, fægtende bevægelser rettet mod Thomas, Anders og de andre fra Brøndby-egnen.
»Nej, nej. Ikke nogen kniv,« hører Anders Thomas råbe.
Ordene er ment som en hjælp. Et nødråb. En advarsel. Et forsøg på at forhindre en tragisk hændelse.
Men lige meget hjælper Thomas’ ord, der bliver hans sidste i flere måneder.
Kniven finder vej til Thomas’ brystkasse. Ét stik er nok.
Thomas var klinisk død
Alting går hurtigt. Thomas falder om. Lige dér, midt på gaden klokken 01.20.
Mens gerningsmanden hurtigt forsvinder fra stedet, ligger Thomas helt stille. Omringet af en mørk plamage, der bare bliver større og større efter det dybe stik direkte i hjertet. En dørmand forsøger at stoppe blodets strøm til asfalten ved at holde på Thomas’ bryst. Men forgæves. Thomas mister fem liter blod. Han gisper efter vejret, og øjnene bare stirrer ud i luften uden at blinke eller reagere på vennernes råb af rædsel eller Anders’ kærtegn.
»Kom nu, Thomas, kom nu Thomas,« siger Anders i rædsel. Igen og igen. Men ingenting hjælper.
Thomas er klinisk død, da han få minutter senere ankommer til Rigshospitalets TraumeCenter. Hans hjerte havde ikke slået i 15 minutter, og hans hjerne havde ikke fået ilt i mindst fem.
En hjertespecialist beslutter at skære Thomas’ brystkasse op, tage hjertet ud, give det massage og sætte det tilbage i hans krop. Sygepersonalet kæmper. Men selv for garvede traumecenter-ansatte er det en voldsom oplevelse. Mange af de implicerede sygeplejersker får psykologhjælp bagefter.
Efter flere timers operation bliver Thomas overflyttet til hjerteafdelingen. Her bliver han lagt på køl og i respirator i tre dage i lægernes forsøg på at give kroppen maksimal ro og sænke hans kropstemperatur til 32 grader.
Men på grund af en infektion i blodet får Thomas i stedet 41 grader i feber, og lægerne ligger Thomas i koma i to måneder for at skåne hans krop. Han svinder voldsomt ind. Fra at veje 83 kilo er den altid sportstrænede, 186 centimeter høje Thomas snart kun 55 kilo tung.
Historien er Thomas’, men han må fortælle den via sin mor, Københavns Politi og vennen Anders. Thomas selv husker ingenting fra den nat i juli, hvor han blev stukket ned med en kniv af en mand, han aldrig før havde mødt.
Tale- og gangbesvær
Som han ligger i sofaen i bofællesskabet for unge fysisk og psykisk handicappede i Hørsholm, søger Thomas’ ene arm hele tiden opad. Helt af sig selv. Og hans udtale er dårlig. Begge skader er kommet efter hjernens fem minutters iltmangel. Men begge ting har ændret sig i en positiv retning. Omkring sidste jul blev venstre arm bedre, så det nu kun er højre arm, der søger op over hovedet. Og en operation på stemmebåndet, har gjort talen mere tydelig. Men armens bevægelse opad betyder, at Thomas ikke har balance nok til at kunne gå uden hjælp. Tiden vil vise, om den hårde genoptræning har en positiv effekt.
Måske kommer Thomas aldrig til at gå rigtigt igen. Men han er begyndt igen på sit gamle arbejde i Jysk Sengetøjslager, hvor han tre dage om ugen laver skilte til butikken og kontorarbejde. Det er et stort fremskridt og giver noget at stå op til i hverdagen.
Men han er ikke et sekund i tvivl om, hvad han savner allermest.
»At gå en tur, når jeg har lyst. Ikke at skulle være afhængige af andre. Friheden.«
Den aften, hvor Thomas skæbne blev ændret har, ud over de fysiske mén, også ændret hans syn på verden:
»Jeg bliver nervøs, når jeg kommer udenfor min dør. For verden er ikke så tryg, som den har været. Det fik jeg set den dag. Det er svært at lade fortiden ligge, men sket er sket. Jeg skal videre, og jeg er ikke vred. Jeg er taknemlig over at være i live,« lyder det lavmælt fra Thomas.
Et skævt smil sniger sig ind på hans læber.
»Der er mange mennesker, der har det værre end mig.«