Under en rutineundersøgelse fandt personalet på Sønderborg Sygehus ud af, at en ung pige havde født uden assistance fra en jordemoder. Det vakte imidlertid mistanke, og i går fandt politiet så et barnelig under pigens seng i hendes forældres hjem.
"Barnet er blevet undersøgt af retsmedicinere og vi har konkluderet sammen med lægerne, at barnet har været dødfødt eller død lige efter fødslen. Der er ikke nogen tegn på vold eller på en forbrydelse," siger vicepolitiinspektør Preben Westh til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ifølge politiet vidste pigens forældre ikke noget om graviditeten. De var derfor også chokerede, da det gik op for dem, at pigen havde skjult et barnelig i en uge.
Der er tale om en meget svagt funderet familie, som kommer fra Eksjugoslavien, fortæller Preben West. Sagen er nu overgivet til de socialemyndigheder, som skal støtte familien til at komme videre.
Pigen holdt graviditeten skjult, fordi sex uden for ægteskab er ildeset i hendes kultur. Hun forsøgte at få en abort, men da var det for sent.