Politiet har indtil videre fået 55 henvendelser omkring rovmordssagen i Herlev. Det helt store gennembrud er dog stadig udeblevet.
Men nu efterlyser politiet to personer, der er blevet observeret omkring den dræbtes bopæl omkring det formodede gerningstidspunkt.
Det drejer sig om en person i hvid jakke eller trøje, der er set gå ind på kvindens grund omkring kl. 13.10 den 30. december. Han forlod stedet kort tid efter.
Samme dag omkring 19.40 går en person mod Batterivej ad Nordfrontvej. Enten går personen lige forbi eller ind på kvindens grund.
"Vi ved, at de to personer har været i området omkring gerningstidspunktet," siger efterforskningsleder Charlotte Skovby til Newspaq.
"Og for at udelukke, at det kan være gerningsmændene, vil vi gerne snakke med dem," uddyber hun.
Københavns Vestegns Politi hører meget gerne fra personer, der har informationer om de formodede gerningsmænd eller andre oplysninger, der kan bidrage til efterforskningen.