Nordjyllands Politi har muligvis været i kontakt med en voldtægtsforbryder kun en halv time før, at han tidlig lørdag morgen voldtog en 21-årig kvinde, som var på vej hjem fra en bytur i Aalborgs Jomfru Ane Gade.
- En patrulje har talt med en person en halv time forinden, som minder om det signalement, vi har på gerningsmanden. Ham leder vi selvfølgelig efter - ham vil vi gerne tale med, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Bent Højgaard til Ritzau lørdag aften.
Han understreger dog, at politiet ikke ved, om det rent faktisk er gerningsmanden, patruljen har talt med.
- Det kan vi ikke vide noget om. Vi har derfor heller ikke oplyst noget signalement, da han muligvis ikke nar noget med sagen at gøre, siger Bent Højgaard.
Nordjyllands Politi har flere gange lørdag opsøgt den mistænktes adresse, men han er endnu ikke fundet. Politiet opfordrer manden til selv at kontakte politiet.
Det er anden gang inden for et par uger, at en kvinde er blevet voldtaget i Aalborg.
Politiet mener, at det kan være den samme gerningsmand, der er på spil, da der er et vist sammenfald i fremgangsmåden.
Den 21-årig kvinde var på vej hjem fra byen og blev passet op af gerningsmanden, som gennemførte den fuldbyrdede voldtægt i en baggård på Boulevarden.
Gerningsmanden truede ifølge politiet kvinden verbalt i forbindelse med voldtægten.
/ritzau/