Det, der for få dage siden lignede en umulighed, er nu ganske muligt.
De danske håndboldherrer kom i mellemspillet med nul point, og havde brug for, at alle resultater ville flaske sig, for at man kunne komme i semifinalen. Samtidig skulle danskerne vinde alle sine kampe.
Onsdag eftermiddag blev det umulige scenarie muligt, da de polske håndboldherrer slog Tyskland med 33-32. Nu skal Danmark blot bruge en sejr i kampen mod Sverige onsdag aften, så venter der semifinale på fredag.
Polen og Tyskland lå længe side om side, men selvom det var tyskerne, som havde mest at spille for, så var det polakkerne, der til slut kunne strække armene i vejret.
De danske håndboldherrer møder Sverige, som ikke længere har noget at spille for i turneringen, 18:15.
En sejr vil sende Danmark i semifinalen, hvor enten Spanien eller Kroatien venter.