Der har på det seneste været en del diskussion vedrørende de to parabener propul- og isopropylparabenen, der er tilladt i svanemærkede produkter. Det har givet anledning til en del undren blandt befolkningen og flere journalister, at disse to parabener, der er under mistanke for at kunne have hormonforstyrrende effekter i mennesker, må være i produkter, der ellers netop er mærket for at kunne slå på at være uden stoffer, der har uønskede virkninger.
Butyl- og isobutylparaben er forbudte i svanemærkede produkter, da disse er karakteriseret som kritiske parabener, fordi de kan ophobes i dyr og mennesker og yderligere er skadelige for miljøet, mens parabenerne methyl- og ethylparaben er vurderet til at være uskadelige af EU.
Utilstrækkeligt
Informationscentret for miljø og sundhed advarer mod at købe produkter, der indeholder propyl- og isopropylparaben, mens Miljøstyrelsen ikke mener disse stoffer udgør nogen trussel mod sundheden. EU’s videnskabelige komite for forbrugerprodukter konkluderede i oktober 2006, at de oplysninger, den havde modtaget fra industrien med henblik på at kunne foretage en sikkerhedsvurdering af parabenerne propyl-, isopropyl-, butyl- og isobutylparaben, er utilstrækkelige, og at komiteen derfor ikke kunne tage endelig beslutning om sikkerheden ved anvendelsen af disse fire parabener.
EU’s arbejdsgruppe vedrørende kosmetik har meldt ud, at de vil fremlægge forslag til regulering af de fire parabener, med mindre de modtager tilstrækkelig information til en vurdering af stoffernes sikkerhed inden udgangen af 2007, og at denne falder positivt ud.
Dokumentation
Med EU’s nye kemikaliepolitik REACH, der trådte i kraft 1. juni i år, er der indført et princip om ’no data – no marketing’ (ingen data – ingen markedsføring), det vil sige, at hvis industrien ikke sørger for at fremlægge tilstrækkelig dokumentation for, at de stoffer, de bruger i diverse produkter, er ufarlige, skal det heller ikke være lovligt at markedsføre disse produkter.
Nu bliver det spændende at se, hvorledes dette princip bliver ført ud i virkeligheden. Imens kunne et forbud mod propyl- og isopropylparaben i svanemærkede produkter til børn og gravide være hensigtsmæssigt, da netop børn og fostre er ekstra påvirkelige over for eventuelle hormonforstyrrende effekter.