Natten til torsdag blev en kvindelig hjemmehjælper overfaldet af en mand bevæbnet med kniv, mens hun var på arbejde på et plejecenter i Risskov.
Overfaldsmanden var på rov efter den medicin, hun bar på sig, og det lykkedes ham at snitte den 33-årige hjemmehjælper i armen og på halsen, oplyser politiet.
Men det lod den modige kvinde sig ikke skræmme af. Hjemmehjælperen havde lige været på kursus i selvforsvar, og det varede ikke længe før overfaldsmanden fik hendes talent at føle. Hun fik vristet kniven fra manden, og så stak han ellers af, oplyser Østjyllands Politi.
Politiet efterlyser røveren, der beskrives som cirka 185 cm høj og spinkel med kort mørkt hår.
Desværre er overfaldet ikke ualmindeligt. En ny undersøgelse af danskernes psykiske arbejdsmiljø fra Arbejdsmiljøinstituttet viser, at især offentligt ansatte oplever vold. Og volden rammer skævt.
De mest udsatte grupper er pædagoger på døgninstitutioner, plejepersonale, politi og fængselspersonale. Men også plejepersonale i hjemmeplejen og på plejehjem er mere udsatte end danskerne i almindelighed.
Kilde: TV2 News og politiets døgnrapport.