Michel Platini, der er præsident for Uefa, langer nu i hårde vendinger ud efter den danske fodboldklub FC Midtjylland.
Platini siger i et interview med Tipsbladet, at FC Midtjylland driver rovdrift på unge spillere fra Afrika, når de henter dem op til den jyske hede i en meget ung alder.
"Klubben giver sig selv mulighed for at tjene flere penge. Jeg tror ikke, de gør dette af hensyn til de unge menneskers livsmuligheder. De kan bygge en skole i Lagos, hvis de bekymrer sig om unge mennesker dernede," lyder den harske besked fra franskmanden.
Han mener, at FC Midtjyllands tidligere så stærkt kritiserede fodboldskole bør vente med at hente de afrikanske drenge til Danmark, til de er noget ældre.
"Jeg har det fint med, at de kommer herop som 18-årige. Men de skal ikke af sted, når de er 13 eller 14. Pengene går til deres forældre, og små drenge græder, når de i den alder bliver sendt hjemmefra. Det er ikke, fordi jeg vil lave socialpolitik, men jeg skal varetage fodboldens interesser, og vi taler om børn her," siger Platini.