Det står nu klart, at mindst ét af de våben, der blev fundet ved anholdelsen af den mistænkte snigskytte fra Malmö har været brugt ved en eller flere af episoderne fra Malmö.
Det viser resultaterne af de prøveskydninger, som er foretaget på Statens Kriminaltekniska Laboratorium i Linköping. Sådan skriver den svenske avis Expressen.
Politiet kom på sporet af den 38-årige, fordi han var medlem af en skydeklub. Han blev anholdt i sin lejlighed lørdag aften. Her fandt man to våben. En Glock 9mm og en 22-kaliber pistol, som manden kunne fremvise certifikat til.
Politiet er nu i gang med at undersøge, om andre end den 38-årige mand har haft adgang til våbnene.
Det svenske politi holder pressemøde klokken 12.30 om den nyeste udvikling af sagen.