I sidste uge om tirsdagen besøgte jeg Mols Laboratoriet. Her så jeg selv den hoppe, hvis GPS halsbånd sad alt for højt oppe over det ene øre. Det påtalte jeg overfor Mols Laboratoriet.
Forklaringen var, at det var helt normalt og det bare var et spørgsmål om tid, før hoppen ved egen hjælp havde fået GPS halsbåndet på rette plads igen. Der var ingenting at bekymre sig om, fik jeg at vide.
Som artiklen her i avisen.dk beskriver, (Museum beklager såret hest - Avisen.dk) så var der alligevel en absolut god grund til at være aldeles bekymret: For under en uge efter mit besøg påviser virkeligheden, at GPS halsbåndet har skadet hesten med flere voldsomme gnavesår.
Og ikke nok med det: Dyrlægen anbefalede at fjerne GPS halsbåndet fredag. Men næ nej, Mols Laboratoriet valgte stik imod anbefalingen at vente til mandag. Selvfølgelig, for sådan et GPS halsbånd, der sidder godt inde i et åbent sår, kan selvfølgelig sagtens vente til henover weekenden, før det skal fjernes. For Mols Laboratoriet ved selvfølgelig bedst.
Mols Laboratoriet forsøger at balancere på en knivsæg i hele deres idé om mere biodiversitet, hvor de store græssere, kvæg og heste, er et middel for dem til at opnå det. Og med et klart ønske om at naturen gerne må gå sin gang: At deres store dyr lever og dør på naturens præmisser. Menneskenes indblanding skal være fraværende. Og hvis dyrene skal ofres for en blomst og en bille, ja, så er det en pris, de er villige til at betale.
Jeg er ganske simpelt rystet over denne sag. Og Mols Laboratoriet generelt!