Ifølge nyvalgt gruppeformand for Dansk Folkeparti Peter Skaarup bliver det "business as usual," efter partiet har valgt ny gruppebestyrelse.
Her blev det ikke overraskende den gamle garde fra tiden under Pia Kjærsgaard, som fortsætter på de tungeste poster i partiets folketingsgruppe.
- Der bliver ikke ændret på den politiske linje, som har kendetegnet Dansk Folkeparti under Pia Kjærsgaard. Ligesom Kristian Thulesen Dahl fastslog, da han overtog posten som formand, så bliver der ikke nogen revolutioner, siger Peter Skaarup.
Han fastslår, at partiet vil være vagthund over for regeringen, når det gælder blandt andet indvandring og ældrepolitikken, men også vil være parate til at søge indflydelse og deltage i forlig, når muligheden byder sig.
Ifølge Peter Skaarup var valget af ny gruppebestyrelse enstemmigt.