Det kommer ikke bag på Politiets Efterretningstjeneste (PET), at en al-Qaeda-terrorist har planlagt at angribe det danske fodboldlandshold under VM til juni.
Danmark er i forvejen i terroristernes søgelys på grund af de omdiskuterede Muhammed-tegninger, og den internationale fodboldbegivenhed er interessant for terrorister, der vil tiltrække opmærksomhed.
Det skriver PET i en pressemeddelelse.
"Den massive medieopmærksomhed ved VM i fodbold kan i sig selv gøre begivenheden til et attraktivt mål og tiltrække militante islamister udenfor Sydafrika"," siger PET's chef, Jakob Scharf, i meddelelsen.
"Derfor er det heller ikke overraskende, at der siden april 2010 har været flere udtalelser på militante islamistiske hjemmesider, som opfordrer til angreb på VM-begivenheden og de deltagende lande", mener han.
Og især danskere er i fare, når det gælder yderligtgående muslimske terrorceller.
"Der er fortsat en generel terrortrussel mod Danmark, der skærpes af militante ekstremistiske gruppers høje prioritering af Danmark som terrormål", advarer PET-chefen.