Hun burde måske lade være. Sige nej tak. Og få sig en bid brød og en halv time på øjet i stedet for. Men Paula Larrain har sat sig et politisk mål, fundet sig et parti, og er som tidligere nyheds-værtinde indforstået med at, når valgkampen er sat i værk og pressen uden varsel banker på, så er søvn og spisepauser ikke et ’issue’.

Og da slet ikke noget, der bør indlede et større interview hjemme i det nydelige træhus på toppen en af en bakke lidt nord for København.

»Jeg havde måske nok forventet nogen interesse, men jeg havde ikke forestillet mig, at skulle blive hende, der er den ,« siger hun med et smil i den sofa, som en kameramand fra TV Nyhederne konstant panorerer forbi, mens Nyhedsavisen er på besøg.

Fjernsynskanalen er i gang med et større portræt. Vi vil bare tale om emnet at blive brugt af og selv bruge medier , men Paula vil hellere tale indhold. Politik. For det er politiske slagplaner, hun tænker og tænder på. Selv i søvne. Onsdag nat drømte hun for eksempel både om starthjælp, skoleforlig og Pia Raug-sangen Regnvejr i november (bedre kendt som Jeg vil male dagen blå ), og pudsigt nok er hun indtil videre mest kendt for at ville genindføre morgensang i folkeskolerne.

»Det var, hvad visse medier fik ud af et indlæg, der også handler om at genskabe værdierne i den danske folkeskole. Fordi det er arnestedet for vores samfund,« forklarer hun og nævner hjertesager indenfor skolepolitik, integration, uddannelse og kultur. Men først og fremmest vil hun slå et slag for de sunde danske værdier.

Asyl/ikke asyl

Og dét selv om Paula Larrain er indvandrer. Datter af en chilensk flådeofficer, der nægtede at medvirke i Pinochets statskup tilbage i 1973, og derfor søgte asyl i Danmark. Dengang var Paula fire år gammel, men det var i via en landmandsfamilie på Sjælland at hun senere lærte disse værdier at kende, at hun fandt fællesskabet omkring det danske frokostbord og i folkekirkens salmesang. Blandt andet.

På køkkenbordet ligger den nye dvd med Kim Larsen. Ham går hun også ind for. Men hvad de andre fremmede, der banker på vores dør? Skal Danmark lukke dem ind? Asylansøgere, som hende selv.

»Ja, men jeg går bestemt ikke ind for bare at give dem opholdstilladelse. For så åbner du en ladeport, og at lukke for mange ind, giver ikke muligheder for at skabe en god integrationspolitik,« siger hun, og påpeger at hun er kommet til den konklusion ad helt andre veje end Dansk Folkeparti.

Er det et paradoks selv at være flygtning og alligevel gå ind for en stram flygtningepolitik?

»Jeg forstår, hvad du mener, men i det spørgsmål ligger der også, at fordi jeg er flygtning, så skal jeg være venstreorienteret resten af mit liv. Det er en fordom, for der er masser af konservative vælgere blandt indvandrere.«

Men så længe, vi har så store problemer med et smuldrende værdifællesskab og en integration, der ikke er lykkedes på trods at indvandringen har stået på i 30-40 år. Så længe, vi har lommer af folk, der ikke kommer nogen danskere ved. Så længe, vi har børn, der går ud af skolen, og ikke kan læse godt nok dansk til at få en uddannelse, så må vi køre en stram asylpolitik - ind til vi har ressourcer nok til at kunne sluse de mennesker ind,« siger hun og peger igen på de manglende værdier.

»Grunden til, at det er svært at blive integreret i Danmark er fordi, vi mangler værdier at blive integreret i. Derfor bevarer flygtninge deres egne værdier. Det du ser, når du kommer til Danmark er fri porno, drukkultur, især unge mennesker, der drikker sig sanseløst beruset. Du oplever Janteloven, du ser en ekstremt negativ presse, og hvis nogen endelig tror på noget, bliver de revet ned og latterliggjort, fordi sådan er den danske humor. Du får ikke salmesangen og andre gode danske værdier, som det er nu.«

For kendt til det her sted

Larrain-familiens egen barske integrationsproces, har Paula allerede beskrevet i bogen ’I morgen skal vi hjem’. Hun ved, hvad hun taler om. Understreger hun. Og sunder sig lidt.

Hvordan er det egentlig at skulle lyde som en politiker?

»Jeg synes, det er svært,« griner hun.

»Men jeg prøver i mit stille sind at lave korte, afsluttede sætninger i stedet for store lange søforklaringer.«

Ja, nu fik vi i hvert fald hørt lidt om de konservative kerneværdier

»Nå, gjorde vi det? Alle snakker ellers om, jeg er for kendt til det her sted . Men hvorfor er det, at hver gang, man snakker indhold og går i dybden med de problemer, der er i samfundet, så bliver journalister blanke i blikket?,« spørger hun.

Det er vel fordi, vi skal have nogle paroler, som læserne hurtigt kan forholde sig til!

»Så skal du få én parole her: ’Vi skal snakke om det der får os til at hænge sammen som mennesker og ikke det, der skiller os ad’. Den handler om, at vi hele tiden diskuterer, hvad de andre kulturer gør forkert, og ikke det vi selv gør rigtigt. Jeg vil gerne tale positive værdier.«

Jeg ved godt, du helst vil snakke politik. Men tror du, det er en fordel at have været med i ’Vild Med Dans?’

»Bestemt ikke.«

Tror du ikke mange mennesker vil stemme på dig af den grund?

»Nej, det er det som dig og dine kollegaer elsker at synes. I betragtning af, at jeg har været journalist i næsten 20 år, og har et generalieblad, som mange respekterer, så bliver man pludselig gjort til en tom skal, fordi man har været kæk nok til at deltage i et danseprogram. Helt ærligt, jeg var med, fordi det var sjovt. At man så bruger det til hånlige bemærkninger om, at jeg svanser ind på Christiansborg , det vil jeg da gerne være foruden,« siger hun bestemt.

Så må du jo ind og arbejde med de politiske paroler

»Det siger min mand også. At jeg forklarer for meget, så du har ret. Jeg skal arbejde med parolerne. Så vi kan tale om det, der samler os frem for det, der skiller os ad.«