Fra og med 2011 bliver det et lovkrav, at landets omkring 5.500 taxaer er forsynet med et filter, der kan filtrere sod fra udstødningen. Det vil regeringen fremsætte som forslag i marts.
Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) forklarer, at sådan et initiativ vil indebære en betydelig sundhedsgevinst.
"Med forslaget tager vi langt mere alvorligt fat om luftforureningsproblemet fra biltrafikken, end det tidligere er sket," siger Miljøministeren til Berlingske Tidende.
Men den køber de ikke hos Det Økologiske Råd. Her er der forargelse over, at regeringen udlægger initiativet som sit eget.
"Den pynter sig med lånte fjer. Partikelfiltrene kommer nemlig automatisk på nye taxier fra 2011 som følge af skærpede EU-krav," forklarer Kåre Press-Kristensen, civilingeniør i Det Økologiske Råd.
Miljøministeriet påpeger dog, at der er forskel på de to forslag. EU-kravet omfatter alle biler og starter i 2011, mens regeringens nye udspil skal være implementeret for taxaer i 2011.