Par nummer 7 bestående af Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen forsvarede fredag aften føringen i det københavnske seksdagesløb i Ballerup. Det står fast efter aftenens åbningsjagt.
Danskerne har 105 point og er endnu vigtigere en omgang foran de nærmeste konkurrenter - Luke Roberts (Australien) og Leif Lampater (Tyskland), der har 82 point.
Mørkøv vandt løbet i både 2009, 2010 og 2011, da han dannede par med Alex Rasmussen, inden duoen sidste år blev slået af Marc Hester og Iljo Keisse.
I år er Alex Rasmussen ude med karantæne, mens Lasse Norman Hansen debuterer i seksdages-sammenhæng
Lasse Norman Hansen er dog ikke en hvem som helst på banen, eftersom han er olympisk mester i disciplinen omnium.
Nummer tre samlet er Jesper Mørkøv, der er lillebror til Michael Mørkøv, og schweiziske Franco Marvulli. Parret har 81 point, men er to omgange efter par nummer 7.
Der køres jagtstart igen fra 00.15 til 01.00.
/ritzau/