Indbyggerne i Gaza er allerede begyndt at hamstre. Al-Jazeeras korrespondent i den lille stribe land kunne mandag berette, hvordan folk stod i kø foran supermarkeder og bagere for at bruge deres sidste sparepenge på mad.
Og palæstinenserne i Gaza har god grund til at være bange for fremtiden, efter at både USA, Israel og EU i går lovede, at man vil donere milliarder til Fatahs nye regering på Vestbredden, mens Gaza bliver boykottet.
Det islamistiske Hamas-parti tog i weekenden kontrollen over Gaza-striben og dens 1,4 millioner indbyggere efter flere dages voldelige kampe mod det mere moderate Fatah-parti. Fatah sidder derimod på Vestbredden, hvor partiet i weekenden udnævnte en ny regering uden Hamas-folk i.
Himmel og helvede
Israelske kommentatorer taler om en opdeling i Hamastan og Fatahstan . Og mens Hamastan får flere kampvogne ved grænsen, så får det moderate Fatahstan masser af løfter og penge.
»Det er, som om de skynder sig at fejre opdelingen mellem himmel og helvede for at vise borgerne i Palæstina, hvor meget de har tabt ved at vælge Hamas,« som den israelske avis Haaretz skriver.
Både EU, Israel og USA har boykottet den palæstinensiske regering siden valget i 2006, da Hamas kom til magten. I 15 måneder har palæstinenserne ikke modtaget milliarder af støttekroner og heller ikke de skattepenge, som Israel har opkrævet for palæstinenserne.
»Vesten har valgt side og håber at presse islamisterne så meget, at de kaster håndklædet i ringen. Men der kan godt gå lang tid, før de gør det, og samtidig befinder Gaza sig i en nedadgående spiral mod yderligere desperation,« siger mellemøstekspert Michael Irving Jensen, der er ekstern lektor på Københavns Universitet.
Ses som Vestens straf
Men taktikken risikerer også at gøre forholdet til Vesten endnu værre, påpeger han. Hamas vandt i høj grad valget i 2006, fordi befolkningen var utilfreds med voldsom korruption og manglende resultater i forhandlingerne med Israel fra Fatahs side.
»I mange palæstinensiske hjem vil man se det her som endnu et eksempel på, at Vesten straffer befolkningen, hvis man ikke vælger det parti, Vesten ønsker. Mange stoler ikke på Fatah, og den ensidige støtte fra Vesten risikerer at gøre forholdet til Europa og USA endnu dårligere,« siger Michael Irving Jensen.
USA s præsident, George W. Bush, mødes i dag med Israels premierminister, Ehud Olmert, for netop at diskutere situationen i det opdelte palæstinensiske styre. Der forventes yderligere løfter til Fatahstan – men intet til Hamastan.