Statsminister Mette Frederiksen (S) blev fredag slået af en mand på Kultorvet i København. Efterfølgende var hun forbi Rigshospitalet, hvor hun fik konstateret et lettere piskesmæld.
En 39-årig formodet gerningsmand er anholdt. Lørdag eftermiddag blev den anholdte sigtet for at have slået hende med knyttet hånd på højre overarm.
Her er et overblik over andre overfald mod politikere siden 1998:
* 24. marts 1998: Pia Kjærsgaard bliver overfaldet og forfulgt af en gruppe autonome på Nørrebro i København. Herfra bliver hun eskorteret bort af politiet i en mandskabsvogn.
* 18. marts 2002: Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bliver overhældt med rød maling af en aktivist fra Globale Rødder efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Aktionen er en protest mod Irak-krigen. "Heldigvis var det vandbaseret maling," siger Anders Fogh Rasmussen senere på dagen.
* 8. juni 2005: Daværende integrationsminister Rikke Hvilshøjs (V) private hjem bliver udsat for et brandattentat. Rikke Hvilshøj og familien er hjemme, da angrebet sker, men kommer ikke noget til. I en mail til medierne påtager en gruppe ved navn "Grænseløse Beate" sig skylden for forbrydelsen, som bliver forklaret med den "racistiske flygtningepolitik", som Danmark ifølge gruppen udøver.
* 29. januar 2014: Nuværende folketingsmedlem og daværende formand for De Konservative i København Rasmus Jarlov (K) bliver skubbet til i forbindelse med en demonstration på Christiansborg Slotsplads mod salget af en del af Dong.
* 14. juni 2016: Daværende folketingsmedlem - nuværende erhvervsminister - Morten Bødskov (S) bliver slået i ansigtet med en knytnæve. Det oplyste Bødskov efterfølgende i et opslag på Facebook.
* 1. juni 2022: En person slår folketingspolitiker Jan E. Jørgensen (V) med flad hånd ved Nørreport Station. Her befinder folketingspolitikeren sig i forbindelse med folkeafstemningen om Danmarks forsvarsforbehold.
* 20. april 2024: Folketingsmedlemmet Jacob Mark (SF) bliver overfaldet i forbindelse med en bytur i Roskilde. Her udvikler et skænderi sig på en bar, og en gerningsmand slår både Jacob Mark og en ven til ham. Slaget giver politikeren en blodtud.
Kilde: Ekstra Bladet, B.T., Ritzau.
/ritzau/