Socialdemokratiet præsenterede et velfærdsudspil, Kristendemokraternes landsformand tog en måneds orlov, og så sagde kendt journalist farvel til domænet stram-kurs.dk
Læs her om valgkampens syvende dag:
* Mette F.: Velfærdslov og færre konsulenter.
Socialdemokratiets velfærdsudspil indeholder en velfærdslov, der skal sørge for, at velfærdsøkonomien som minimum følger med, i takt med at der bliver flere børn og ældre.
Ifølge Finansministeriet skal der bruges 20,5 milliarder kroner mere på velfærd i 2025 i forhold til i dag, hvis vi skal opretholde samme velfærdsniveau som i dag. Penge til en velfærdslov skal tages fra det økonomiske råderum.
Socialdemokratiet vil desuden lægge et loft over den offentlige sektors brug af konsulenter. Det kan ifølge partiet frigøre tre milliarder kroner årligt, som skal bruges på velfærd.
* Grenov ud - Arendt ind.
Kristendemokraterne indkalder til pressemøde for at fortælle, at landsformand Stig Grenov tager orlov i en måned på grund af symptomer på stress.
Med landsformanden ude af billedet bliver næstformand Isabella Arendt konstitueret formand og frontfigur for partiet i resten af valgkampen.
Her skal Kristendemokraterne forsøge at komme i Folketinget for første gang siden 2005.
* Tv-vært opgiver domænenavn.
Ifølge Berlingske har tv-værten Abdel Aziz Mahmoud opgivet domænenavnet stram-kurs.dk, der ligger tæt op af det meget islamkritiske parti Stram Kurs' domænenavn.
Han købte for nylig domænenavnet, der nu er ledigt igen.
Tastede man domænenavnet stram-kurs.dk ind i sin browser, blev man ledt til foreningen Mino Danmarks hjemmeside. Abdel Aziz Mahmoud er formand for foreningen, der arbejder for et samfund med ligestillede minoritetsborgere.
/ritzau/