Det toneangivende C20-indeks lukkede onsdag i et marginalt minus på en dag, der var var præget af efterårsferie og to dages markante stigninger. De cykliske aktie kunne lukke øverst i indekset, hvor også Novo Nordisk stædig holdt sig uden for negativt terræn på udsigten til en europæisk godkendelse af insulin-håbet Tresiba fredag.
Samlet lukkede det toneangivende C20-indeks i et minus på 0,3 pct. til indeks 500,55.
- Aktierne lå pænt i Europa, men Danmark faldt noget tilbage. Generelt lå markedet dog relativt stille uden de store bevægelser. Omsætningen var ikke stor, og man kan tydeligt se efterårsferien sætte sig præg. Sektormæssigt var der god efterspørgsel efter de cykliske aktier, sagde afdelingschef hos Sydbank, Ole Kjær Jensen, til Ritzau Finans.
Det lod sig mærke i Danmark med stigninger til FLSmidth på 1,7 pct. til kurs 338,90 og i NKT på 2,1 pct. til kurs 199,50.
Indekstunge Novo Nordisk lukkede uændret i kurs 950,50 og er dermed steget med 2,9 pct. siden mandag morgen. Det sker i takt med, at markedet skeler mod fredag, hvor der måske, måske ikke kommer en godkendelse af væksthåbet Tresiba fra de europæiske sundhedsmyndigheder.
- Det sidder markedet og venter lidt på, sagde Ole Kjær Jensen.
FLSmidth var, ud over sine cykliske egenskaber, hjulpet af nyheden om, at koncernen har sikret sig et lån på 130 mio. euro hos Den Nordiske Investeringsbank. Der er tale om et syvårigt lån, der skal finansiere forsknings- og udviklingsaktiviteter, som igen skal lede til nye produkter inden for energieffektivisering og reduktion af skadelige udslip.
- Dette lån fra Den Nordiske Investeringsbank understøtter vores kraftige fokus på forskning og udvikling. En vedvarende indsats inden for forskning og udvikling er nøglen til FLSmidths fremtidige udvikling, og vore aktiviteter på dette område foregår globalt i vores forskellige teknologicentre, skrev koncernøkonomidirektør Ben Guren i en fondsbørsmeddelelse.
TDC faldt med 1,1 pct. til kurs 41,63 efter regnskabet fra konkurrenten TeliaSonera. Her meldes der om fortsat hård konkurrence på det danske marked, hvor omsætningen faldt med 12,5 pct. til 1090 mio. skr. i tredje kvartal. Driftsmarginen faldt til 12,6 pct. fra 15,2 pct. i samme periode sidste år.
- Hvis man kigger på deres danske forrentning, får vi endnu et regnskab, som understreger, hvor svært Teliasonera har det i Danmark, og vi ser en overskudsgrad, som igen bevæger sig på meget lave niveauer med et fald fra tredje kvartal sidste år, sagde TDC-analytiker hos Sydbank, Morten Imsgard, til Ritzau Finans, men noterede sig samtidig, at prisudviklingen ser ud til at være stabiliseret.
I bunden af det toneangivende danske indeks lå Coloplast, der tabte 1,7 pct. til kurs 1263, og Chr. Hansen Holding, der tabte 1,2 pct. til kurs 170,30.
Arkil Holding, der laver entreprenørarbejde, steg med 0,6 pct. til kurs 407 efter nyheden om, at størstedelen af kontrakten med Vejdirektoratet er blevet genvundet. Dermed er koncernen sikret kontrakter til en værdi på 104 mio. kr. om året i de næste fem år.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk