En større flok edderfugle på Anholt går rundt med fjerene smurt ind i olie. Det var en borger på øen, der tirsdag eftermiddag så fuglene gå rundt på øens nordstrand og straks ringede til Søværnets Operative Kommando (SOK).
Ifølge SOK er der ikke observeret olie hverken på stranden eller i vandet omkring øen. Der er heller ikke meldt om læk eller udslip fra fartøjer i området, men der kan være tale om tung olie, som ligger nogle meter nede i vandet. Og da edderfugle dykker ned i vandet, kan de være kommet i kontakt med olien på den måde.
SOK vil sammen med Skov- og Naturstyrelsen undersøge området onsdag morgen.