Den 26-årige mand, der blev forsøgt dræbt i Ali's Bageri på Nørrebro i juli sidste år, foretog et panisk alarmopkald til politiet, kort før han blev skudt og stukket ned af tre mænd.
Anklagemyndigheden afspillede opkaldet fredag formiddag under første retsmøde i straffesagen mod fem mænd, der er tiltalt for drabsforsøget i Københavns Byret.
- I skal skynde jer at komme. Der står 50 mand udenfor. I skal sende en patruljevogn. Send den for helvede, råber den 26-årige mand i telefonen.
Han bliver flere gange bedt om at falde til ro og får at vide, at der er en patruljevogn på vej. Men politiet når ikke frem i tide.
- De er brudt ind, råber en ansat i bageriet i et andet alarmopkald til politiet den dag.
Da politiet ankommer til Ali's Bageri, er den 26-årige mand allerede overfaldet og ligger blødende på gulvet. Han er stukket i venstre side under brystet og ramt af skud flere gange i benene.
Det er kun to af de tre overfaldsmænd, der står tiltalt i retten fredag, da den tredje fortsat er på fri fod.
Tre andre mænd er også tiltalt, da de menes at have en rolle i drabsforsøget.
Alle fem nægter sig skyldige. De er i alderen 23-30 år. De menes alle at være medlemmer af indvandrerbanden Brothas, der holder til omkring Mjølnerparken.
Københavns Politi har tidligere meldt ud, at overfaldet har rod i Brothas' konflikt med Blågårds Plads-gruppen, der ligeledes er en indvandrerbande på Nørrebro. I alt har mindst ni personer været sigtet i sagen.
Den 1. marts blev en mand fra Brothas i forbindelse med et indenretsligt forhør i Københavns Byret idømt otte måneders fængsel for grov vold, efter at han havde ændret forklaring og tilstået sin medvirken ved overfaldet i Ali's Bageri.
Forhøret fandt sted bag dobbelt lukkede døre for at beskytte manden og sikre politiets igangværende efterforskning.
/ritzau/