Debatten blev holdt i Nashville og spørgsmålene blev stillet af vælgerne, der især kredsede omkring den finansielle krise og konsekvenserne, skriver Reuters.
På forhånd var det den republikanske kandidat, senator John McCain, der var under pres, da et flertal af amerikanerne ikke tror, at han kan føre en ansvarlig økonomisk politik.
Han præsenterede dog en plan til ikke færre end 1.500 mia. dollars, der skal opkøbe dårlige kreditforeningslån, som skal redde udsatte amerikanere fra at gå fra hus og hjem. Samtidig lovede han skattelettelser.
Barack Obama kritiserede planen for at være en fortsættelse af den siddende præsident George Bush' politik, som netop har ført USA ud i den "værste krise siden den store depression".
Obamas plan for at redde økonomien går især ud på at give skattelettelser, der skal sætte gang i forbruget.
To hurtige meningsmålinger efter debatten, foretaget for CNN og CBS News, giver sejren til Barack Obama, der også fører i meningsmålingerne.
Der er dermed stadig op ad bakke for Arizona-senatoren den sidste måned af valgkampen.
Debatten i nat var den anden ud af tre livedebatter mellem de to præsidentkandidater. Den næste løber af stablen den 15. oktober.
-Newspaq